Lucas - et "anderledes" barn
Rejsen til Holland

Nogle tanker, skrevet af Emily Pearl Kingsley,

om det at være mor til et handicappet barn:

 

 

Rejsen til Holland

 

 

At vente et barn, er som at planlægge en drømmerejse til Italien.

Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.

Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig.

Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende...

Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen...

Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.

Stewardessen kommer ind og siger: "Velkommen til Holland"

 

"HOLLAND?" råber du. "Hvad mener du med Holland?

Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien!

Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!"

Men der er lavet om på fartplanen.

Maskinen er landet i Holland, og der må du blive...

 

Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted.

Et sted fuldt af pest, sult og sygdom.

Det er bare et sted, som er anderledes.

Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger

og du må til at lære et helt nyt sprog.

Du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke havde mødt.

Det er som sagt et sted, som bare er anderledes.

Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.

 

Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret,

ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland...

Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter...

Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien.

De praler af hvor vidunderligt de havde det der.

Og resten af dine dage vil du sige:

"Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt".

 

Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig...

for tabet af drømme har stor betydning.

Men...hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning

at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri

til at værdsætte og nyde det helt specielle,

det virkeligt vidunderlige ved  ...  Holland

 

Mine tanker...

Digtet ovenover beskriver så udemærket hvordan det er, at få et andet barn end det man havde forventet. Alle ønsker sig jo almindelige, sunde og raske børn, men sådan går det ikke altid.

Det er benhårdt arbejde, at have et handicappet barn. Lucas var, indtil han var 1 år, meget stille og rolig. Herefter gik det over stok og sten. Fysisk har det været rigtig hårdt, at følge med sådan en lille hyperaktiv trold. Nogle aftener har man bare siddet og været slidt op til sokkeholderne. Psykisk har det værret værre. I hele forløbet hvor man skal hjælpe og støtte barnet, skal man også give sig selv tid til at "hele", tid til at få lov til at være ked af det og tid til at udvikle sig til den bedste forælder man kan for sit barn.
Nogle gange har man bare ikke energien og overskuddet til det og så kører man psykisk ned.

Henrik og jeg altid haft det "svært" på forskellige tidspunkter, så der har altid været et overskud til at give Lucas det han havde brug for.
Lucas er en dreng der besidder meget store kærlige følelser og den dejligste humor og det opvejer ofte de svære dage.

Da Lucas var lille - vuggestuestadiet - sagde alle, at det ville blive lettere når han blev større. Til det vil jeg sige at det ikke er blevet nemmere - bare anderledes. Lucas er jo så stor nu, at han kan sætte ord på sine følelser og det kaos der til tider er i hans hoved. Det er hårdt når ens allerkæreste barn fortæller hvor skidt det har det.
 
Sammen med Lucas har vi også ændret og udviklet os og vi har fundet en hverdag der fungerer mest optimalt for os og Lucas.

Det bedste andre mennesker kan gøre, er at lytte og støtte forældrene når der er behov for det.

Hilsen Janne